Oversatt fra "secrets of the Andes" 1972.Utgitt i dk av Strubes Forlag

Klosterets prior, broder Philip, er leder af biblioteket. I dette bibliotek opbevares pergamentruller og dokumenter, der indeholder optegnelser og love fra de største og ældste civilisationer i verden, bl.a. fra Romer-riget, Grækenland, Ægypten og Babylon, Kreta og Kina, Tibet og Troya, Atlantis og Mu og fra endnu tidligere civilisationer. Fra sådanne skjulte biblioteker vil Det Store Hvide Broderskabs indre centre en dag åbenbare den gamle og sandfærdige historie om vor planet og dens fremtidige skæbne. Menneskene vil undre sig såre, når de erkender tingene, som de virkeligt skete. Tidligere er det de mørke magter, der har skrevet jordens historie og udlagt den efter deres eget ønske.

Den ældgamle orden "Den Røde Hånd" har gennem alle jordens tidsaldre arbejdet på at bevare den hemmelige visdom og den ældgamle lære. Medlemmer af denne orden vogter jordens uhyre skatkamre, der er mere værdifulde end guld og ædelstene. Det er denne orden i Sydamerika, der besidder de hemmeligheder, som er menneskets arv.

Sydamerika var ikke blot et kolossalt stort område, som var koloniseret på vestkysten af lemurer og på østsiden af atlantider. Det er ganske vist sandt, at disse to store civilisationer fra Atlanterhavet og Stillehavet havde koloniseret dele af Sydamenka, men dette foregik dog kun et par tusind år før moderlandenes endelige undergang. Men hvad eksisterede der, før Atlantis og Lemuriens kulturelle indflydelse gjorde sig gældende på det store sydamerikanske kontinent?

Den 27. maj 1957 åbenbarede abbediet for den ydre verden en ældgammel hemmelighed, som hidtil kun var kendt af de øverste lærere. Det var rimeligt, at denne hemmelighed først skulle åbenbares i Sydamerika, fordi det var her begivenhederne skete i den tågede fortid.

Det Store Hvide Broderskab besluttede i overensstemmelse med dets tre afgørelser i 1956, at tiden nu var inde til at afsløre sådanne hemmeligheder. Den overraskende hemmelighed var, at Sydamerika dengang eksisterede side om side med Atlantis og Mu som den trediestørste verdenscivilisation. Ikke en koloni som sådan, men en virkelig civilisation, et Amazon-rige, som var kulturelt forud for sine mere berømte og velkendte naboer i de nærliggende verdenshave. Arkitekturen var her langt mere imponerende, med hensyn til videnskab overgik det langt kontinenternes, og dets folk var af skikkelse de smukkeste mennesker på jorden. På mange måder virkede det som vejleder for kongerne, præsterne og lærerne fra de to mere kendte, forsvundne kontinenter.

Amazon-riget afviger fra disse to kontinenter på endnu et område. Medens Atlantis og Mu sank i havet, lå Amazonriget tilbage begravet i tæt jungle og ventede på at blive gen-opdaget i en tid, hvor mennesket ikke kun begærede guld og ikke blot søgte dette lands materielle goder, men i stedet søgte andre og mere dyrebare skatte, nemlig nøglerne til et rigere og længere liv og den viden, som til sidst skal lægge selve universet for menneskets fødder.

Men er dette rige ikke også så godt som forsvundet? Det kunne lige så godt have ligget på bunden af havet, thi kun få mennesker har søgt dets sandheder, og de, som søgte, enten forsvandt i junglens grønne helvede eller blev glemt af effertiden. Men når tidens fylde kommer, har Hierarkiet bestemt, at "de hemmelige steder, som den Almægtige våger over", skal videregive deres viden til en rest, som skal blive tilbage på jorden i dagene umiddelbart efter den verdensomfattende katastrofe. Denne rest vil bruge den ældgamle viden i en ny verden, som endnu engang vil blive optaget i det interplanetariske broderskab i vort solsystem. Menneskeheden vil i sandhed begynde sin evige vandring gennem tid og rum.

Efterladte skrifter om Mu's historie og tilintetgørelse, beretninger om Atlantis' skæbne, hemmeligheder vedrørende det højt civiliserede Amazon-rige, der er kendt fra sagnene som Paititi, samt beskrivelser af kyklop-racen, som kom til jorden for en billion år siden, og af beboere på andre pIaneter, alle disse skrifter opbevares i særligt skjulte rum i de store glemte byer i Sydamerikas uudforskede indre.

Det er rigtigt, at vore brødre fra rummet vil lære os meget i den nye tidsalder, men de fortæller os også, at det vil være langt bedre, hvis mennesket selv endnu engang kunne finde den såkaldte glemte viden fra jordens gyldne tidsalder, den såkaldte Saturn-periode, da mennesket talte med guder og engle. De fortæller os, at en sådan viden er vor retmæssige arv, som tilhører alle sandhedssøgende mennesker på jorden. Det er en guddommelig gave fra den evige Fader, og sønnen er nu rede til at modtage sin arv. Det er derfor ikke meningen, at vi skal støtte os til højere intelligenser, som ikke hører denne jord til, thi vi har vor egen indre viden, som vil lede os opad og fremad, så vi til sidst kan stå side om side med vore planetariske brødre og søstre. Til den tid kan mennesket se op imod himlen efter vejledning, men hvis det ønsker videnskabelige kendsgerninger, må det søge på de hemmelige steder, hvor Moder Jord om kort tid og til gavn for menneskeheden vil afsløre en viden, som har ligget beskyttet og bevaret i tusinder af år. Fødselsveerne er i virkeligheden allerede begyndt.

Den Røde Hånds Orden er lige så gammel som menneskeheden på jorden. Overalt finder arkæologer afbildninger af en menneskehånd, der er malet rød. Der findes et betydeligt antal af sådanne afbildninger i huler over hele Europa og i huler i Nordamerika, og man har fundet dem afbildet på mange af væggene i Mayatemplerne i Yucatan i Mexico. Hånden selv er et meget gammelt mysteriesymbol, og de mysterier, som denne hånd symboliserer, eksisterer stadig i de hemmelige ordeners ceremonier i vor tid. Videnskabsmænd har undret sig over, hvorfor den røde hånd dukker op så mange steder. Fordi man ikke ved bedre, siger man, at det kun er bevis for, at oldtidens mennesker var gode charlataner.

Men for de mennesker, som søger åndelige værdier, var og er Den Røde Hånd meget mere end et mysteriesymbol. Denne orden står for bevarelsen af alt det, som er og var godt og sandt, hvorimod dens modsætning, Den Sorte Hånd, står for destruktion af den hemmelige viden, som er blevet samlet gennem mange århundreder. For eksempel var det Den Sorte Hånds herredømme, som lagde biblioteket i Alexandria øde, men det var Den Røde Hånds Orden, der gjorde et stort arbejde for at forhindre total ødelæggelse, og som sørgede for, at de vigtigste dokumenter blev anbragt i skjulte rum, således at kun kopier eller uvæsentlige manuskripter gik op i luer i det flammende bål, som Cæsar anstiftede.

Medlemmerne af Den Røde Hånds Orden findes i mange af de indre centre og mysterieskoler over hele jorden, og de har fået til opgave at beskytte de hemmelige steder på jorden. Denne ældgamle orden har nu overtaget ledelsen af abbediets ekspeditionshold. Mange projekter er undervejs, bl.a. en udforskning af den genfundne skrift fra præ-inkaernes tid og fra Paititi-riget, samt en fuldstændig udforskning og kortlægning af Perus store mur, som var absolut ukendt indtil 1931, da den blev opdaget fra luften. Denne mur er et sidestykke til den kinesiske mur og stammer fra en tid, der ligger langt før inkaerne eller chimu'erne før dem. Det er et helt eventyr, der ligger bag opførelsen af denne mur.

Et andet projekt drejer sig om den genopdagede sollys-energi, som blev benyttet af præ-inkaerne og senere af inkaerne, som efterlignede dem. Et tredie projekt omfatter udgravningen af selve det gamle Paititis forsvundne hovedstad, og der er allerede gjort en stor indsats for at fuldføre dette arbejde. Der er også mange andre projekter i gang vedrørende udgravninger af præ-inkaernes underjordiske gange. Abbediet har fået bistand fra nogle sydamerikanske universiteter, museer og samarbejdsvillige videnskabsmænd. Dette er en uvurderlig bistand i den ydre verdens anliggender, idet man ved et sådant samarbejde kan drage mest mulig nytte af de opdagelser, der bliver gjort.

Dette er i virkeligheden en søgen efter Den Røde Hånd, een søgen efter sandheden om mennesket, og hvorfor det befinder sig på den røde planet jorden, hvad det skal lære under sit ophold her, og hvorhen det går i den nye tidsalder, som nu er ved at gry. Selv om det lige straks lyder mærkeligt, er det dog sandt, at forsvundne byer i Sydamerika og flyvende tallerkener med gæster fra rummet står i forbindelse med hinanden, og begge spiller de en væsentlig rolle i det arbejde, som den ældgamle orden "Den Røde Hånd" nu er i gang med.

 

DE GLEMTE VERDENER OG MESTRENE FRA RUMMET

Der har været talt om menneskets retmæssige arv, den skat, der ligger skjult i Sydamerikas jungler, og som overgår al forstand. I de efterladte arkiver fra fortiden vil man kunne finde videnskabelige fakta, som man vil kunne drage nytte af i den nye tidsalder.

Når vor fjerne fortids hemmeligheder bliver frigivet, vil det intensivere udviklingen i den nye verden. Byerne i det sagnomspundne Amazon-rige, som eksisterede før de andre civilisationer, hører til det glemte kontinent Paititi, men i modsætning til Atlantis og Mu blev dette kontinent som sagt ikke opslugt af havet, men begravet under uendeligt lange strækninger af det grønne helvede, som udgør de sydamerikanske jungler. Disse byer har aldrig været under vand, og deres arkiver er derfor meget velbevarede der, hvor de har fundet deres endelige hvilested i det glemte Paititis udstrakte biblioteker. Utallige skatte blev bragt til Paititi af informerede videnskabsmænd inden for præstestanden, da det blev kendt, at både Lemurien og Atlantis var dømt til endelig undergang. Hvilken skat vil man ikke kunne finde de steder, hvor nu kun abers og fugles skrig bryder stilheden - hele den samlede viden fra de tre største kontinenter, verden nogen sinde har kendt.

Under ledelse af Den Røde Hånds Orden rejste et ekspeditionshold fra abbediet i begyndelsen af juni 1957 til Marcahuasi-plateau'et i Andes. De banede sig vej til fods og til hest ad ufremkommelige stier og nåede til sidst en gammel, hellig skov eller en gudernes have højt oppe i de peruanske bjerge. Dette mærkelige sted er kendt af efterkommere af Huanca-indianerne som troldmændenes og kæmpegudernes hjemsted.

På toppen af det store plateau er der en stor stenfæstning, som er usædvanlig velbevaret. Denne fæstning benyttede Inka-krigerne omkring år 1350 e.Kr., da de besejrede huancaerne og besatte hele området. Der ligger mange stenchulpas og begravelsespladser omkring fæstningen, og de er alle blevet udplyndret. Da spaniolerne havde myrdet Inka-kejseren Atahualpa i Cajamarca i Peru, kom de til Marcahuasi og ødelagde de gamle mumier for at tilfredsstille deres begær efter det gule metal. I dag er der kun et par knogler tilbage i hver grav. En ældgammel begravelseshule, der ligger flere tusinde meter oppe over en dal, viste sig at være et meget vigtigt fund, for den indeholdt en uåbnet grav, som ved et mirakel endnu ikke var blevet plyndret, og man fandt der utallige mumier. Men dette fund er alligevel ubetydeligt sammenlignet med de utroligt gamle stenskulpturer på Marcahuasi-plateau'et.

Dette plateau ligger ca. 3000 meter over havets overflade og er indhyllet i tåge det meste af året, men i månederne fra maj til september er det klart solskin, og så er der vidunderligt at være, selv om det er koldt om natten. De mange store stenskulpturer er en vigtig nøgle til verdens gamle mysterier. Fugle og andre dyr, som f.eks. løver og elefanter, kameler og pingviner, som aldrig har eksisteret i Sydamerika, er blevet hugget ud i sten i kæmpestørrelse. Ligeledes synes alle menneskeracer at være repræsenteret, og mange af de store sten-hoveder ligner dem, som man har fundet på den berømte Påskeø i Stillehavet.

Mange gamle religioner er symboliseret ved smukke og fint mejslede sfinks'er, ansigter og figurer af længst glemte guder og gudinder. Figurerne er umådeligt store, og ifølge videnskabelige beregninger skal de være blevet skabt af en race af kæmper mindst 3 meter høje. Man ved endnu ikke helt sikkert, om de hører til kyklop-racen, men figurernes ejendommelige dimensioner tyder på, at det kunne være tilfældet.

Der går mange sagn i dag blandt de indfødte i Sydamerika om de blonde kæmper, som engang levede på kontinentet (inkaerne omtalte også kæmperne). Disse kæmpemæssige stenfigurer er ikke helt almindelige, for når solens eller månens lys rammer dem fra en bestemt vinkel, vil man kunne se noget, som det er umuligt at se under andre lysforhold. Deres ansigtstræk forandres, når man betragter dem på forskellige tidspunkter under forskellige forhold og fra forskellige vinkler. De fleste af figurerne har tre eller fire øjne, men uanset fra hvilket sted de iagttages, synes de altid kun at rette to øjne imod beskueren. Hvis figurerne ikke betragtes fra et ganske bestemt sted, får de ikke den tiltænkte effekt. Derfor måtte ekspeditionsholdet finde de højtliggende klippeplateau'er i nærheden, der blev benyttet som observationssteder af den kæmperace, som engang skabte disse figurer.

Figurerne er hugget ud af granit og er nu stærkt forvitrede, men selv i vore dage virker deres udførelse imponerende, og man kan tabe vejret, når man tænker nærmere over dem og deres oprindelse. Hvem var disse skabende giganter? Hvor kom de fra? Hvor gik de hen? Man håber at kunne besvare sådanne spørgsmål gennem forskningsarbejdet i abbediet.

Figurerne dækker et areal på adskillige kvadratkilometre, og det forlyder fra andre dele af Sydamerika, at figurerne også findes andre steder, selv om de intetsteds ligger så afsides eller er så rigt repræsenteret som her i Marcahuasi.

Der er adskillige altre, som tydeligt viser, at de blev brugt af kæmpevæsener, men mere forunderligt er det, at der hviler en atmosfære over stedet, der ligesom ikke er af denne verden. Næsten uafbrudt kan man høre en højst ejendommelig, summende lyd, som udgår fra figurerne, og denne lyd har ikke en naturlig årsag. Man føler, at man her har med noget at gøre, som mennesket ikke har forudsætning for at forstå på nuværende tidspunkt - måske er det et glimt af en anden dimension af tid og rum.

Hvis man fotograferer en stenfigur, som forestiller en meget gammel mand og ser på negativet, viser dette ikke en olding, men derimod en strålende ung mand. Hvem udhuggede dog disse sten på en sådan måde, at former og konturer set fra bestemte vinkler kunne skifte karakter og kaste skygge ned i fordybninger, hvor, alt eftersom belysningen skifter, mærkelige væsener synes at bevæge sig, som var de levende?

Denne race af kæmper benyttede de natursten, som i forvejen havde en lighed med kendte dyr, og når de bearbejdede disse sten, forstærkedes virkningen, således at figurerne syntes at skyde op afjorden. Stedet var en hellig skov, hvor der aldrig havde levet mennesker, da den udelukkende var blevet brugt i videnskabens og religionens tjeneste. Videnskaben og religionen var dengang forenet i deres fælles søgen efter sandheden, således som det vil ske igen i den nye tidsalder. Det er måske den sidste hellige skov, der er tilbage, endnu næsten uberørt af nutidens mennesker. Det er muligt, at Marcahuasi blev brugt af den race, der senere blev kendt som El'erne. Huanca-indianerne tilbeder stadig Huari, der optræder som en Hercules i deres sagn. Sagnet om kæmperne lever endnu i huancaernes mytologi, og deres Huari må oprindeligt have været en stor leder fra denne race af kæmper.

Huancaerne udfører stadig mærkelige ritualer på hemmelige steder i nærheden af plateau'et, ritualer som ingen hvid mand nogen sinde har overværet. Indtil for nogle år siden udførtes ceremonierne i selve Marcahuasi.

Den mest forbløffende opdagels'e, man har gjort under abbediets forskningsarbejde, er den, at man ved nøje at studere den peruanske regerings luftfotografier af plateau'et har kunnet se gigantiske figurer, som kun er synlige fra luften. Betyder mon dette, at giganterne havde luftskibe? Var figurerne, som ses fra luften, afmærkninger for en slags rumskibe, som kom ude fra verdensrummet eller fra andre planeter i nærheden? Marcahuasi er et interessant område, som vil blive udforsket nærmere med henblik på at løse gåden om kykloperne og Mestrene fra rummet.

I de første uger af juli 1957 bevægede abbediets ekspeditionshold sig østpå med det legendariske Paititi som mål. Det uhyre vildsomme land øst for Cuzco havde bredt sig ind i området ved Rio Alto Madre de Dios. Mange vanskeligheder stødte ekspeditionen på, men dens vovestykke kronedes med held. Jungléns sædvanlige dyreliv var repræsenteret i rigt mål. Vampyrflagermus, jaguarer, tapirer, kæmpemyrer, giftige slanger og mange andre slags dyr og kryb var meget generende, men hindrede dog på ingen måde forskningsarbejdet i det uudforskede terræn nær Sinkibenia-flodens udspring.

Ekspeditionsholdet realiserede her deres opfattelse af det åndelige fællesskab mellem alt levende, hvorfor ingen bar skydevåben, og dette er sikkert grunden til, at dyrene kun voldte dem få vanskeligheder i betragtning af de farer, der lurede på stedet.

Hundredvis af gange måtte ekspeditionsholdet forcere farefulde strømhvirvler i rivende floder. Alt i alt lå der forude en 200 kilometer lang strækning dækket af sumpet, tæt jungle, som viste sig at være en næsten uigennemtrængelig mur, efterhånden som man banede sig vej ved hjælp af macheter. Hvor der ikke var nogen vej eller sti, måtte man vandre midt ude i floderne eller på de klippefulde bredder, hvor sådanne fandtes. Når det er regntid, er det helt umuligt at trænge ind i dette ukendte land, for da stiger floderne så højt, at ingen ville nå ret langt til fods.

Dette foregik som sagt i den første halvdel af juli 1957, og bestemmelsesstedet var en lav bjergkæde, som er det sidste spor af Andesbjergene mod vest. På afstand lignede det et eventyrland med store grønne jordhøje, indhyllet i tåge og dis, det var en mystisk og ophøjet verden, som gjorde et dybt indtryk på deltagerne.

Det er et ukendt land for vor tids mennesker, men det er et land, som ikke er blevet glemt af Skaberen, thi det ejer en sjælden skønhed. Ekspeditonen var taget til denne egn for at undersøge de utallige sagn, der går blandt Sydamerikas folkestammer om, at der et sted i nærheden findes en stor for-svunden stenby, som stammer fra fortidens civilisationer. I det 16. århundrede ledede den spanske opdagelsesrejsende, Juan Alvarez Maldonado en ekspedition ind i området ved Alto Madre de Dios, hvor de søgte efter denne by. Han nåede dog aldrig det sted, som var målet for ekspeditionens rejse, for det er stadig ukendt.

For et par år siden var der en Piro-indianer, som på netop dette sted søgte efter sin borløbne kone fra Machiguengastammen. I en lav bjergkæde i nærheden af to ukendte floders udspring stødte han på en stenvej, og da han fulgte denne, kom han til en stor by med pragtfulde huse af sten og med åbne pladser og templer.

Hverken inkaerne eller spaniolerne har nogen sinde været ved disse ruiner. Denne ruinby fra fortiden er kun en af de mange, som tilhørte det ældgamle Amazon-rige i Paititi. I nærheden af det sted, hvor Piro-indianeren gjorde sin opdagelse, skulle der ifølge sagnene være en dør eller portal, som førte ind til en verden fra tiden før syndfloden. (Det drejer sig ikke om en rigtig indgang, men om en uhyre stor klippevæg overdækket med indskrifter, som er ukendte for de indfødte, selv om de har levet i denne egn i hundredvis af år).

Den 10. juli 1957 opdagede ekspeditionen denne helt eventyrlige klippeportal med indskrifterne i en ukendt egn ved Sinkibenia-floden. De befandt sig hermed i umiddelbar nærhed af en ukendt, vild indianerstamme, som aldrig før havde haft besøg af civiliserede mennesker. De ønsker ikke kontakt med den ydre verden, som de har hørt tale om gennem andre indianere, men abbediet ønsker at fortsætte sine undersøgelser på dette interessante sted og i denne stammes landsby for at forsøge at nå den glemte stenby. Det var de mennesker, der engang levede i denne by, som mejslede figurer og hieroglyffer ind i klippen med indskrifterne.

Det år blev der taget mange fotografier og udfærdiget mange tegninger af de tusinder af petroglyffer, som på ingen måde stammer fra det primitive stenaldermenneske, men som er ægte hieroglyffer, der hører hjemme i en højt udviklet og ældgammel kultur. Hieroglyfferne er beslægtet med verdens ældste sprog og ligner dem, man kan se på skriftrullerne fra Atlantis og Mu. De dækker et klippeareal, der er ca. 26 meter i længden og ca. 2 -1/2 meter i højden. Det viser sig, at mange af disse hieroglyffer er skrevet på Maya-folkets og Aztec'ernes sprog, og der er endog gjort et forsøg på at frembringe en bas-relief-virkning i enkelte af de mejslede figurer.

Bl.a. er der en figur af en ung hjælmklædt mand, som peger mod vest. Det menes, at han peger i retning af den glemte by, hvis gejstlige videnskabsmænd optegnede vigtige historiske begivenheder på den store klippe. I Ægyptens templer har man fundet lignende optegnelser om andre byer. Man fandt yderligere tre klipper med indskrifter, som vil blive studeret en gang i fremtiden af andre ekspeditioner. Ekspeditionsholdet vendte tilbage ad Sinkibenia-flode'n på en tømmerflåde, som det selv måtte bygge, og man fuldførte resten af rejsen dels med indianerkanoer og dels til fods.

Det, at man har konstateret, at hieroglyfferne er autentiske, er en opdagelse af største vigtighed i Sydamerika, for man har ellers været af den mening, at inkaerne og præ-inkaerne ikke havde nogen form for skriftsprog overhovedet. I abbediet vil forskerne nu fortsætte deres undersøgelse af skrifttegnene.

Foruden at have gjort denne opdagelse, har man samlet mange sagn fra den lidet kendte Machiguenga-stamme på egnen. Disse sagn fortæller i enkeltheder om de katastrofer, som overraskede verden under den endelige ødelæggelse af Lemurien og Atlantis, da Tiahuanaco blev hævet op fra havets overflade til de ufrugtbare højder, og da Andesbjergene blev til, og ligeledes om de store jordskælv, der indtraf over hele det sydamerikanske kontinent.

Som sagt gik det mest ud over de lemuriske kolonibyer ved kysten, idet de gamle stenbyer mod øst, der hørte ind under Amazon-riget, lå på et sted, som kun blev lettere beskadiget, og bygningerne undgik derfor ødelæggelse.

Andre sagn fortæller om den tid, da Machiguenga-stammens forfædre var i forbindelse med væsener fra verdens-rummet.

Machiguenga-sproget er ikke et sprog for primitive indfødte, hvilket beviser, at dette folk er degenereret til deres nuværende levevis på grund af Amazon-rigets undergang.

Men, når byerne ikke blev totalt ødelagt under katastrofen, hvorfor degenererede så de indfødte? Det menes, at Machiguengafolket og andre stammer ikke hørte til den herskende klasse i byerne, men at de var arbejdere for disse mennesker, og at deres herrer var skæggede hvide mænd. Det fortælles blandt junglestammerne i dag, at der stadig bor hvide mænd, som foretager undersøgelser i Paititis hovedstad, der er en by bestående af 30 citadeller og langt ældre, end man forestiller sig.

Inka-solrigets herskere søgte efter denne by, men fandt den aldrig. De spanske sejrherrer - efter at Pizarro trodsede døden i vildnisset i sit begær efter de umådelige skatte af guld, sølv og ædle stene - fik end aldrig set så meget som et glimt af den. Den har været holdt skjult for guldtørstende mænd, for den ejer en skat, der er langt mere værdifuld end guld og ædle stene.

Fra de glemte byers tårne skinner blændende hvidt lys som krystal i al evighed, og dette er uden tvivl Maxin-flammen fra fortiden, der har den samme kraft i sig, som benyttes i vore dage af de flyvende tallerkener. Mange rumfartøjer er blevet observeret af udsendinge i det indre Sydamerika, og rumforbundet har en gigantisk base i nærheden af ruinerne af disse byer, som eksisterede engang i en herlig fortid, da deres forfædre fra rummet landede og etablerede en kontakt med de gejstlige videnskabsmænd i byerne. Mestrene fra rummet holdt råd med Mestre på jorden, for det var en tid, da mennesket talte med guderne. I vor generation er de interplanetariske brødre vendt tilbage til jorden for at besøge byerne endnu engang.

(les mer om dette i utdraget om ufo-kontakten til ITIB-RA 

og se sist i 'ppoint' om samme kontakten R.Ø.anm.)

De øverste lærere fra verdens indre centre har nu i samarbejde med Hierarkiet for Det Store Hvide Broderskab forbindelse med disse Mestre fra rummet ligesom i Paititis storhedstid for mange tidsaldre siden. Det er højst sandsynligt, at mange af de glemte byer i dag tjener som et brændpunkt for visdom. Sagnene fortæller nemlig, at de hvide lærere fra rummet en dag atter vil vise sig i junglen, og at det vil ske i vor tid.

I, som er åndeligt søgende, kan I fatte de ting, som det himmelske Hierarki ønsker at åbenbare for jer? Kan I forestille jer en fremtid, hvor mennesker og lærere fra rummet vil blande sig med mennesker og lærere fra jorden for at vejlede resten, der er tilbage? Ligesom det var katastrofer, der forårsagede, at den hemmelige viden blev skjult for menneskeheden, således vil katastrofer nu også blive årsagen til, at denne hemmelige viden igen vil blive åbenbaret for det åndeligt søgende menneske.

Frygt ikke de forandringer, der sker i verden, men lyt til de ord, der lyder fra Mesteren Kirpal Singh Ji Maharaj fra Delhi, en helgen, som endnu lever i sit fysiske legeme:

"Der er ingen grund til ængstelse. Alle åndsstuderende burde ved regelmæssige meditationsøvelser lære sig bevidst at træde ud af legemet. Dødens brod vil ikke føles mere. Når katastroferne kommer, skal I blot tage fornuftige forholdsregler og give jer tid til regelmæssig meditation. Overlad derefter alt til den mægtige kraft, som er over jer alle, og som giver al mulig hjælp og beskyttelse. På højere sted forbereder man sig på at afbøde den forestående katastrofe. En mægtig kraft overskygger de udvalgte, og de behøver ikke at være bange."

Der er mange disciple, som nu arbejder og tjener i den nye verdens center for oplysning, hvor det feminine aspekt af den permanente stråle kommer til jorden. De har vandret ad stier i bjerge og dale, og de færdes der, hvor der ingen stier er. De kender floderne og søerne, gletcherne og ørkenerne, de er lige så utrættelige som fortidens tjenere, og har dog en ny mission - de skal belære en Ny Verden. De skal skænke vor nuværende jord de ældgamle sandheder fra den verden, der forsvandt, således at den kommende jord, der som en gylden sol er ved at hæve sig over horisonten, kan indfri sin guddommelige arv.

Disse er brødrene af De Syv Stråler - Essenerne fra Andesbjergene.

 

AFSKRIFTER FRA HIERARKIET

Meddelelser og budskaber fra alle de åndelige vej ledere, som her er repræsenteret, bliver til stadighed nedskrevet og opbevaret i klosteret for De Syv Strålers Broderskab. Deres budskaber modtages ad telepatisk vej.

En del af de lærere, som taler her, er opstegne Mestre, medens andre stadig lever i et fysisk legeme på jorden og tjener Det Store Hvide Broderskab.

 

 

SANAT KUMARA

"Kære, hele rummet vibrerer af kærlighed, harmoni og fred, idet det ledes af utallige væsener fra mange sfærer. Lyset fra deres kærlighed strømmer til stadighed ind i en stor flamme, der vil fortære alt begær, grådighed, had og ondskab og vil feje hen over jorden som en stor tidevandsbølge.

For lang tid siden var jeg vidne til, at en stor stjerne kom til syne i øst, dette var tegnet til mennesket på jorden om, at genløsningen var nær, at frelsen var kommet.

Ingen sjæl uanset hvor fornedret skal nægtes adgang til den store livets skole. Dette er i sandhed tiden, da løven skal ligge side om side med lammet.

På jorden er det den store forvirring i menneskets sind, der forårsager dette opgør i naturen, hvor selv havene vil koge af had. Men Han kom for at bevise, at de oprørte vande kan stilnes, nattevindenes rasen bringes til ro blot ved en løftet hånd, ikke en hånd, der løftes for at slå ihjel eller for at forbande, men en hånd, der løftes i kærlighed og velsignelse.

Faderen satte jorden og alle stjernerne på himlen, de skabtes af spiralformet urstof for menneskene. Mennesket skulle være gud i fysisk form - mennesket, som er det højeste udtryk for guddommen i hele Altet.

'Menneske, forstå, at du er det højeste udtryk for guddommen overalt i universet. Der er ingen over dig. Og deri er du den højeste, og deri er du den laveste. Du er den laveste, fordi du ved, og de andre livsformer ikke ved. Derfor må du være deres broder og deres tjener.

Der er liv og intelligens i alt skabt, hvad fortidens mennesker vidste. Mennesket er ikke det eneste tænkende væsen. Mennesket ved, og de andre ved ikke, men alligevel tænker de. Ethvert element, ethvert mineral - alle former - har iboende intelligens, og mennesket er deres vogter og ældre broder. Du er den ældre broder for disse utallige livs-former overalt i universet. Det er din opgave at hjælpe dem frem til stadig højere udvikling, så de sammen med mennesket, som er deres gud, kan vandre frem gennem de forskellige verdener til uendelig storhed, til uendeligt lys.

'Den ny tidsalders skønhed nærmer sig, og al tvivl og frygt vil blive fejet bort. Der vil komme voldsom torden, og himlen vil revne. Da vil mennesket betragte sig selv og se ind i erfaringens spejl, og da vil der ikke længere være forvirring. Mennesket modtager sceptret som tegn på sin guddommelighed, så dets fremskridt opad mod stjernerne ikke længere hindres af uvidenhedens og overtroens mørke. Du skal vide dette, men først må der nødvendigvis blive sorg, som dog bliver vendt til glæde på grund af den skønhed, den vil bringe.

Men nu vil jeg for et øjeblik tale om det, som forestår, og som truer. Der kan komme atomsprængninger og kosmiske stråle-bombardementer. Men det er virkningerne. Hvad er årsagen? Årsagen til den ødelæggelse, som kommer over jorden, hidrører fra menneskets egen tænkning.

'Siden dengang gudesønnerne steg ned til menneskenes døtre, og dyremennesket fremkom på jorden, har det stræbt efter at hæve sig fra dyrestadiet til englestadiet igen. Men virkningen af den fejlagtige tænkning vil nu vise sig, idet elementerne ikke længere vil betragtes, som de er blevet det igennem millioner af år på jorden. Elementerne er intelligent liv. De er en del af den guddommelige Skaber, og fordi de er det, vil de ikke længere tilpasse sig menneskets negative tænkning. De vil gøre oprør og forårsage store tidevandsbølger og storme. Millioner vil omkomme, men de vil blive født på ny i andre verdener, som passer til deres udviklings-trin. Men på grund af resten, som skal blive tilbage, vil jorden blive renset og hævet op til en ny vibration.

'Førend vi venter det, vil vindene hyle. Det er allerede over os, for jeg har været vidne til det på det plan, som er lige over det fysiske, og det betyder, at når det kommer et plan længere ned, vil det virkelig finde sted. Marker og store byer vil blive lagt øde. Kan I forestille jer store byer som London, New York og Paris, hvor millioner af mænd og kvinder elsker, arbejder og morer sig? Kan I forestille jer en mere øde scene end en millionby uden indbyggere? Det er, som universet pludseligt var blevet mennesketomt, for Skaberens glæde er i sit højeste udtryk - MENNESKET. Uden mennesket er Han uden kærlighed. Selv om mennesket kan tilføje Ham de største sår, kan det også løfte Ham til målet for den største higen. For uden mennesket kan selv "Den guddommelige Skaber" ikke gøre fremskridt, og hvorfor skulle vi begrænse Ham! Hvis mennesket kan gøre fremskridt, hvorfor skulle Han så ikke også! Han kan gennem sin egen skabelse finde nye kærlighedsvibrationer.

Menneske på jorden: Om blot du kendte den kærlighed, som strømmer ned til dig fra utallige sfærer fra ukrænkelige sjæle. Om du blot ville lytte, ville du forstå. Der kan kun være skønhed. Af hele katastrofen, som skal komme, vil der kun være visionen af en smuk "Rose" tilbage, for mennesket vil gå frem i et lutret lys, som det selv har skabt.

'Den Sorte Drages kræfter kan døve menneskets øren for sfærernes musik og for englenes melodier, men endnu har de mørke kræfter ikke haft magt til at standse de himmelske bevægelser, for lige meget hvor stærke de sorte kræfter er, vil månen stadig lyse og mødes med daggryet. Og de har endnu ikke kunnet standse bækkens melodiske sang, ej heller i deres anstrengelser kunnet nå de højder, hvor ørnen svinger sig i sin flugt opad som i en stor bøn, der løfter sig fra jorden mod den guddommelige trone.

Husk, jordens skønhed ligger i skabelsen, hvorfra du får din føde. Den er ligesom Faderens bryst, hvortil vi hælder vort hoved for at genvinde kræfter. Jorden er vor Moder, og dog er den vor Fader. Jorden er en smuk verden, langt smukkere end nogle af dens naboer. Jeg har altid elsket jorden fremfor alle andre skabelser, for jeg ser i den en melodi, som endnu ikke er strømmet ind i æteren. Jeg ser den græde i sine lænker. Men den skal ikke være foruden sin himmelske sang meget længere.

'Nej, jeg siger, at Den Sorte Drage med sin negative kraft har ikke kunnet stjæle skønheden fra "Den Uendelige"s skaberværk. Denne kraft har ikke kunne berøve bækken eller verden deres aftensang. Men hvis den havde kunnet, ville den have berøvet nattens mildhed dens aftensang. Jeg siger, nu er tiden inde, da gudernes støvede fod vil blive det støv, som hvirvies omkring de negative, hæslige former. Fra støv igen til støv.

Det står skrevet i de største arkiver på Akashaplanet, at Gud opbyggede, og mennesket nedbrød. Det er jordens motto. Mennesket må vende sig fra sine mangfoldige synder til den ene Gud, for det er ikke i livets indviklede forhold, at vi finder Faderen, men i den enkle livsførelse.

'Husk, at hver og en af dine venner er en gudesøn. Tænk ikke på hver og en, du møder, som den mand, den kvinde eller det barn, men tænk, at hver især, du møder på din vej, er lig Faderen. Hvis du med ærbødighed ville tænke på dem alle som værende en del af Faderen, så ville jordens problemer løse sig øjeblikkeligt.

Og nu græder den hungrende skare på jorden efter en frelser, som endnu engang kan give dem brødene og fiskene, og som ved hjælp af et lille ubetydeligt måltid kan føde dem og stille deres hunger. De græder nu efter livets vand, efter visdommens manna. Og jeg siger, som det er skrevet - det er en befaling fra den Almægtige selv - at dette skal blive gjort, for Han har befalet: disse er mine børn, de skal føres tilbage til mit hjerte, og de skal næres af mit væsen.

'Vi, som holder jorden i vor hånd, fik til opgave at udvikle, beskytte og frugtbargøre hende. Vi ser nu, at høsten skal blive rigelig, og Faderens lade vil blive fuld ved overgangen til en ny ophøjet tilværelse.

Jeg vil give jer en guddommelig befaling til den nært forestående tid: giv Guds får føde. Giv, hvor det er tiltrængt. Giv ikke af jeres fordums pragt og rigdom, men giv dem det, som sjælen behøver. Fortæl dem, at der vil komme en katastrofe. Forbered dem på det. Men fortæl dem også, at herefter skal komme et større lys - fortæl dem, at natten kommer, da intet menneske kan arbejde, og natten er her nu -katastrofe, ulykke og fortvivlelse. Men de åbne sluseporte og vindene vil skylle og blæse alt det gamle bort, som var mørkets afkom. De ting, der skal ske, kan udholdes af alle mennesker, hvis de forstår, at bagefter dette kommer regn-buen: det gyldne løfte om guddommelighed og enhed med vor Fader.

Om I blot kendte de utallige verdener i rummet og stjerner af ophøjet skønhed, som skinner som smukke ædelstene på universets sorte fløjlstæppe - og hvis I kendte de millioner af sjæle, der råber, og deres stemmer lyder som en appel om fred ned mod jorden. Hvis mennesket var vidende om en sådan kærlighed, hengivenhed og en sådan styrelse, ville problemerne på jorden ikke være problemer overhovedet.

'Derfor er det jeres pligt at bringe dem dette budskab, som er et dobbelt budskab, først en advarsel om at forberede sig til det, som skal komme med bølgerne og vindene, og dernæst et budskab om, at der er væsener, som holder af dem, som optræder som udsendinge fra den Uendelige Fader. Fortæl dem, at de er elsket, at de skal blive vejledt, når de beder derom, "Bed, og I skal modtage, bank på, og der skal lukkes op".

De vil blive hentet op for at samles, hvor ørnene bygger rede. De vil ikke komme til at savne noget. Fortæl dem, at deres Fader har hørt dem. Deres Fader er altid nådig og altid kærlig mod sine børn.

'Jeg er ham, som kun er så stor som det mindste sandskorn på jorden, og som kun er så lille som den højeste bjergtop. Jeg har kendt utallige eksistenser på denne elskede planet. At kende den søde duft af brisen fra Libanons cedre, Amerikas aspe, at føle de blide bølger kærtegne de mange kyster på jorden, at kende harmonien i det smukke planteliv på planeten, det er at kende menneskets sind.

På jorden er de store riger, som ville tjene mennesket, mineralriget, planteriget, dyreriget, i en tilstand af kaos, fordi den, som var skabt til at være deres herre, ikke er en herre alligevel. Minerallivet, plantelivet og dyrelivet finder, at dets gud, dets herre, er en drukken herre, som svajer frem og tilbage i sin drukkenskab. Det er derfor, de nu gør oprør imod ham. I andre verdener svarer de og kærtegner deres herre, og resultatet er en "vibrerende og livgivende essens", som er umulig at fatte og umulig at beskrive.

'Har mennesket ikke ofte nok længtes tilbage til sikkerheden og varmen hos Moderen? Jeg siger, at det samme gælder sikkerheden og varmen hos Faderen. Jordens menneske ved, hvor det må gå, men det kan ikke altid finde vejen. Derfor vil de kommende tider umiddelbart foran jer vise vejen til Ham, for det skal være jeres ånds symbol.

Jeg har talt til jer ud fra det mindste og ud fra det største på jorden. Det mindste og det største er eet i Ham. Fred til jer fra alt skabt og min fred til jer.

Jeg har bedt om at måtte tale til jer igen, fordi det for mig er tiden for den store indvielse, og i mindre grad tiden for jeres store indvielse til et andet bevidsthedsplan.

'Der var en tid for længe siden, da jeg blev sendt til jorden ~r at udføre en bestemt mission for jordens børn. Og nu er tiden kommet for mig til at vende tilbage til Venus for at være ved hendes side, når hun går ind til den store indvielse.

Den dag vil på den hellige Sø i Galilæa deres hære støde sammen ved nat - hærene fra Ægypten og Syrien og hærene fra Israel. Det er begyndelsen til enden og enden på begyndelsen, som det blev profeteret engang, for i dag har den lange strid, som er begyndt i det "uhellige" hellige land, nået et højdepunkt, en kulmination. Dette er meget betydningsfuldt, som min kære broder Mesteren Kuthumi har fortalt jer mange gange.

Dette er stedet på jorden, som man skal være opmærksom på, idet det er her gnisten vil antænde begivenhederne for Hans komme, Ham, som vi venter på med umådelig tålmodighed og glæde.

Dette er den lektie, som vi alle må lære ikke een, men mange gange, om og om igen i verdener af pragt og herlighed såvel som i verdener, der er tilsløret og mørk i kultur og udvikling. Hvor mange gange har vi ikke lært denne lektie? Og vi vil altid vedblive at lære, for hvis mennesket berøves dets videbegær, dets livslyst og søgen, kan det ikke eksistere, der vil ikke engang være en skabelse. Derfor vil vi aldrig nå til vejs ende. Vi vil altid søge. Hvis det ikke er lande eller folk, så er det verdener eller sole, eller systemer, galaxer eller super-galaxer, og hinsides dette skal vi erkende glæden i selve lysets riger, idet hver enkelt bidrager med sin egen vibration og sit eget lys.

'En af de store love er, at for at modtage må vi give, for vi er ligesom det gigantiske vandbassin; det kan modtage den himmelske regn, indtil det er fyldt til randen og løber over, men det må løbe over og give af sin overflod til den tørre, afsvedne jord under sig. Hvis det ikke gør det, da brister det og kan intet mere rumme. Men hvis det giver af sin overflod, da vil det, når de store regnskyl kommer fra himlen, fyldes igen og atter give, efterhånden som den tørstende jord drikker hver en dråbe og venter på, at det store vandkar vil give af sin overflod.

Det blev bestemt for længe siden, at jeg skulle komme til jorden for at bistå vor ældre broder, som leder dette system, og for at hjælpe alle vore elskede brødre og søstre på planeten jorden. Men jeg måtte i en vis periode endnu engang vende tilbage til min egen Venus, planeten som er blevet givet mig i varetægt. (merk at dette ikke er det fysiske nivå av Venus - det er på vibr.planet over- eterisk-astral dimensjon - mer på engelsk her) Derfor har jeg måttet give alt, hvad jeg havde i overflod til mine børn på jorden. Nu da jeg har gjort det -og jeg siger det uden nogen følelse af egoisme - og fuldbragt denne gerning, skal jeg modtage de "sidste regnskyl", som vil komme. Kun de kar, som har givet, vil modtage af den "sidste regn". Lad det altid være en proces i vor udvikling gennem mange årtusinder. Vi giver, og vi modtager, men hver gang vi modtager, modtager vi mere, end vi gav. Vandkarret er ikke et stillestående, uforanderligt kar. Det bliver større og større, endnu mere velformet, endnu mere fuldendt i Faderens øjne. Fra et simpelt lerkar bliver det et kar lig en ædelsten af fin sleben krystal.

Vort hele solsystem kommer nu ind i den store indvielse, for det er sandt, at vi nu styrer direkte mod super-solen, som hersker over vor mælkevej - super-solen, rundt om hvilken utallige universer bestandigt bevæger sig og har deres eksistens. Vort system styrer hen imod centrum for denne aktivitet, og denne forøgede vibrationshastighed vil indvirke dybt på alting i vort system. Hvad enten det er mentalt, fysisk eller åndeligt, vil det ikke undgå den forandring, der kommer med den nye vibrationsenergi.

Vi befinder os nu på grænsen af denne store indvielse. Vi nærmer os mere og mere centrum og fuldbyrdelse. Derfor viljeg stå hos Venus i denne tid. Det er derfor, Kristus vender tilbage til jorden, for den store Mester for et solsystem inkarnerer altid og giver hjælp til den planet, som står lavest i udvikling i det pågældende system, og desuden er Han jordens ånd, hvilket Han blev i sin inkarnation som læreren Buddha. Buddha var for jorden, hvad Kristus er for systemet.

Lad os tage et eksempel med to mænd. Begge har begået nøjagtig den samme fejltagelse i alle enkeltheder. Men kan vi dømme dem ens? Nej, det kan vi ikke. Men lad os se ind til tingenes årsag. På jorden ser mennesket kun på virkningen og aldrig på årsagen. Når det først har set ind i alle tings

årsag, vil det opdage, at det ser ind i selve Faderens hjerte, thi derfra udgår skabelsens stråler. Mennesket vil aldrig opdage det ved at se på strålerne alene. Det er umuligt at følge det fra virkning til årsag, det må være fra årsag til virkning. Så lad os ikke se på virkningen, således som alle mennesker har for vane, men lad os se på selve årsagen.

Med hensyn til den ene mand ser vi, at han har begået en fejl på grund af manglende kendskab til loven. Den anden mand havde kendskab til loven. Det siges i jeres verden, at uvidenhed om loven ingen undskyldning er, men i Faderens rige er uvidenhed en undskyldning, men når vi har lært loven og alligevel vakler og begår fejl, så hører vi straks ind under en anden kategori end dem, som på grund af uvidenhed begår det samme. I ser, fejlen består ikke i at træde ned i et hul i jorden, men fejlen er at gøre det igen, når vi ved, det er forkert.

Jeg giver dette eksempel for at vise jer den tilstand, som jorden befinder sig i i vor tid. Jorden har haft mange civilisationer, og hver gang disse er forsvundet, er mennesket igen gået frem i sin kulturelle udvikling og har opbygget en pragtfuld civilisation med stor videnskabelig og teknisk indsigt. Men igen forsvinder civilisationen. Det er fejlen på jorden, for på Venus har der aldrig været ødelæggelse af en civilisation. På planeten, I kender som Mars, har der været to. Men hvor mange hundrede gange er det ikke sket på jorden.

Mennesket må lære at anvende sin viden, når først det har tilegnet sig den. I søger stadig nye og bedre veje til udvikling af jeres samfundssystemer. Men når I først har udviklet et ideelt samfundssystem og alligevel ikke overholder dets love, vil I snart miste, hvad I har vundet. Faktisk vil I da være i en værre situation, end før I startede.

Mennesket på jorden må lære at anvende sin viden i konstruktive baner. Når først vi har spurgt og har fået svar (fordi Faderen har sagt, hvis vi spørger, skal vi få svar), er loven således, at vi skal anvende det svar, vi har fået og give det videre.

Under min vejledning af jorden har jeg modtaget meget, som jeg nu skal give fra mig til mine egne, mit hjem og til mit folk. Men orden vil altid stå mit hjerte nær.

Og nu går vi ind i denne store indvielsesperiode. Jordens himmel vil blive et fantastisk syn. Genom mange profetier, som er kommet til jer fra andre mennesker, som arbejder over hele jorden, føler I, at I har indsigt i, hvad der skal komme, og dog siger jeg, sandelig, der er endnu hverken talt eller skrevet om det, som skal komme. Et stort tegn vil vise sig på jordens himmel, for elementerne selv vil have magten i en kort periode. Der vil komme store regnskyl og oversvømmelser. I har hørt, hvordan det regnede fyrretyve dage og nætter. Det er ingenting sammenlignet med, hvordan det vil komme til at regne. Måske vil det vare fyrretyve måneder. Hele jordens overflade vil forandres til det ukendelige.

Ukendte dyr vil komme frem fra havenes dyb til menneskets store undren og forvirring. Skabninger mange gange større end de største oceanlinere. Der vil komme pest og hungersnød.

Jorden er omtrent rede til at blive en sol - ikke en sol, som I kender den i jeres system - men en sol omgivet af en gylden corona. Jorden går ind i en højere vibrationshastighed. Den vil blive en "sol", men dette er ukendt i jeres astronomi, for det er aldrig blevet set af jeres astronomer. I går fra en tredimensional til en firedimensional verden. Andre tredimensionale verdener vil ikke længere kunne se jer eller jeres verden. Dette må nødvendigvis ske, efterhånden som I trænger igennem det indre af den store kosmiske sky.

Og da vil profetierne, som er skrevet af Joel og mange andre, blive sandhed: "solen bliver rød som blod, og månen bliver rød som rubinen, og dagen går, og det bliver mørkt på jorden i en periode på 2 uger". Forvirringen vil blive stor. I en kort periode vil ilten på jorden blive reduceret, hvorefter vil følge perioder, der veksler mellem brændende hede og stor fugtighed. Næsten alting på jorden vil blive ødelagt.

Hvornår kommer denne tid? Vi er midt i den nu. Hver dag vokser det i styrke. Mange flyvemaskiner falder ned. Hver dag hører du om det. Polarisen smelter mere og mere for hver dag, og derved stiger vandstanden i verdenshavene. Antallet af jordskælv, hvirvelstorme og oversvømmelser stiger stadig.

Regeringerne på jorden er i panik, selv om de ikke viser det udadtil. Gavnlige bakterier på jorden, som I er afhængige af, dør hurtigt, hvilket har til følge, at I bliver mere modtagelige for sygdomme.

Alt ville dø på jorden om to år fra i dag, alt ville dø, hvis det ikke var fordi, nogle vil kunne hæve deres vibration til den nye hastighed. Men husk, når I ser det rådne og dø for jeres øjne, er det fordi, alt skal gøres nyt. Glæd jer, når I ser disse ting, for det er jeres frelse, som kommer nærmere, og ikke jeres undergang.

Derfor må I fortælle jeres venner, at katastroferne vil komme, men at de er jeres frelse. Glæd jer, for det gamle forsvinder.

Hvis mennesket kan slippe det gamle, da skal det skimte en strålende fremtid. De, som ikke kan slippe det gamle, må begynde forfra igen. De skal adskillige millioner år tilbage i udvikling og igen udvikle sig igennem forskellige stadier fra stenalderstadiet over tusinder af år, endog millioner af år, indtil de har nået det samme udviklingstrin igen. Og da skal de få chancen endnu engang til at acceptere det nye, og hvis de heller ikke kan acceptere det nye til den tid, må de igen årmillioner tilbage i udvikling.

'Dette er ikke degeneration, hvad det kunne se ud til. Det er degeneration i det fysiske, men det er fremskridt set fra et åndeligt synspunkt, for i Faderens rige er der ingen degeneration - kun fortsat udvikling. På den måde bliver vi værdige til at gå igennem den store indvielse. For hvad enten det er et åndeligt væsen, som befaler over en planet eller over et solsystem, eller det er en menneskesjæl, som har ansvaret for en lille familie, ved det aldrig på forhånd, om det vil bestå ildprøven, den store indvielsens ildprøve...."