fysiske kontakter-oversikt   ppoint  |  utdrag for ppoint støtte  ljudbok_svensk | lydbogDk

Orfeo Angelucci's kontakter - fra boken THE SECRET OF THE SAUCERS (1955)

english

audiobook on the case mp3- 7x30min parts    |  audiointro

 

Første kontakt skjedde i -46. Men som han skriver tok det lang tid før han forstod at han var under deres observasjon. Han forteller om en problemfri barndom og en trygg oppvekst. Men hadde en skjør helse, og fikk den beste behandling. Pga den dårlige helse, måtte han slutte på skolen, men studerte da hjemme, og han skriver han var glad for denne ordning, da han slik kunne studere forskjellige vitenskaps-retninger. Men pga begrenset økonomi, måtte han ut å arbeide for sin onkel en tid.

I 1936 møtte han Mabel Borgianini, en attraktiv italiensk kvinne. Det var et skjebne-bestemt møte, og han vokste mye på hennes styrke og hjelp. Et år senere ble deres sønn, Raymond, født. Litt senere ble han igjen veldig syk, og ble igjen innlagt på sykehus. Legene mente han led av en sykdom som krevde kontinuerlig medisinsk oppmerksomhet. "Slik kom jeg inn i verden av hospitalsenger, sykepleiere og doktorer, og i 18 mnd var jeg bundet til sengen. Kroppen var pint av uutholdelige smerter, og jeg var så utmattet at jeg ikke engang klarte å lese. Jeg brydde meg ikke om jeg levde eller døde. Livet var ikke lenger verdt å leve. Det var som et levende helvete. Døden kunne bare bety redningen. Og jeg som alltid elsket å være ute –her var jeg lenket til sengen. Jeg ba om at jeg måtte dø."

Men tilslutt kom lindringen, og han skriver at det var som å bli født på nytt. Han gikk tilbake til arbeidet, og hadde samtidig aftenskoler han fulgte. Han skriver han hadde en voldsom lengsel etter kunnskap. Særlig feltet av elektro-magnetiske ting var hans interesse. Og han studerte sopper og hvordan lufttrykk påvirker for eksempel penecelin, og skaper en voldsom vekst. Han brukte NAVY gassballonger for å frakte prøvene høyt opp i atmosfæren. Under disse tester var det at han oppdaget merkelige farkoster høyt der oppe.

"De manøvrerte på bemerkelsesverdig lett og grasiøs måte, og alle i gruppen vår(hans familie) så dem. Og de var definitivt sirkulære, og glitret i solskinnet. Vi så på hverandre i forbauselse. I de etterfølgende dager diskuterte vi fenomenet, men som med de fleste slike saker, ble det etter hvert glemt".

I nov –47 dro familien på en flere måneders ferie til vestkysten - California, som gav så positive erfaringer, at de vendte tilbake og bosatte seg der noe senere. Tydeligvis var Orfeo et menneske med vitenskapelig sinnelag, for han jobbet i flere år med et bokprojekt; "The Nature of Infinite Entities" som inkluderte kapitler som Atomic Evolution, Suspension, and Involution; Origin of the Cosmic Rays; Velocity of the Universe, etc.

Tiden var nå i –48, og flygende tallerkener var tidvis oppe i avisene. "…men jeg var totalt likegyldig til fenomenet da. Som så mange andre trodde jeg den gang tallerkenene var en type fly som ble utviklet i hemmelighet her i USA".

På den tiden skrev han også filmmanus og noveller om science-fiction, men han regnet ikke med at noe av det han skrev kom til å bli brukt.

Litt senere søkte han å komme til Lockheed Aircraft Corporation plant at Burbank, California, der han startet opp i arbeide den 2.April 1952, i metall-produksjons-avdelingen, men senere flyttet han over til plastavdelingen. Han fikk gode, trauste medarbeidere der skriver han."Jeg var heldig å ha to slike folk rundt meg, når den fantastiske kjede av videre begivenheter skjedde. Når jeg ser meg tilbake, virker det som om en usynlig makt hadde arrangert alt dette ned i minste detaljer på forhånd."

 

Den 23.mai-52 ble en spes.dag for ham. Han bodde da i Burbank i California. Han var på jobben ved Lookheed, men rundt kl 11 følte han seg merkelig, med en særlig prikking i nakken og i hendene. Hjertet banket merkelig og nervene føltes spent, som før et tordenvær. Han gikk utenfor og forventet å finne tordenskyer, men været var perfekt, med klar himmel. Da arbeidet var slutt var han glad for å kunne kjøre hjem, men underveis ble nervespenningen enda sterkere. Symptomene var helt fremmede.

"Det var som om jeg skulle dø, men det var ingen smerter. Jeg trodde de gamle sykdommer kom tilbake". Ved Alameda-gaten stoppet jeg for et traffikklys, og jeg la merke til at mitt syn var sløret, glassaktig, og lyden fra trafikken syntes fjern, som om hørselen også var ute av fase. Jeg måtte hjem så raskt så mulig."

’Jeg fortsatte på Riverside Drive – rett mot objektet, men det så ut å holde samme distanse. Klokken var ett på natten, og lite trafikk. Jeg kjørte over LA-broen, med objektet fortsatt i syne. På den andre siden er det et ensomt område som kalles Forest Lawn Drive. Det var en prikkende følelse av smerte og nummenhet i armer og ben, som minnet om kontakt med elektrisk strøm." "Rett foran, og noe over min synslinje, så jeg et svakt, rødglødende ovalt objekt. Først var det så uklart, at jeg måtte se rett på det for å utskille det. Men det økte i utstråling. Det var omtrent fem ganger så stort som det røde trafikklyset. Jeg knidde øynene – noe måtte være galt med øynene mine. Men tingen forble der – ikke skarp, men lysende og bestemt, oval, og mørk rød i fargen.

’Så svinge gjenstanden mot et mer ensomt område, mens den kom lavere, og han fulgte det. Han svingte vekk fra veien, og stanset. Gjenstanden for så til himmels i 30graders vinkel i høy hastighet. Men før den forsvant etterlot den to kuler av fluoriserende, grønn farge, som senket seg ned foran bilen hans. Hver av dem var ca en meter i diameter.

"…fra et sted midt mellom lyskulene kom en stemme, -en maskulin stemme av velmodulerte toner av perfekt engelsk. Men da jeg var delvis i sjokk, kan jeg ikke gjengi ordrett samtalen som fulgte. Den usynlige taler bestrebet seg på å velge ord som jeg kunne forstå, men det var dog ting som jeg IKKE forsto. Men jeg husker det ble sagt: "-vær ikke redd Orfeo – vi er venner."

Han ble bedt å komme ut av bilen, men var så rystet at han knapt klarte å stå oppreist. Han ble forklart at de var kommuniksjons-media fra en annen verden. Han ble minnet om fartøyet han så da han år i forveien hadde ekperimentert med ballongene, og husket at de var identiske med det han nå hadde sett. Det neste som skjedde var at det ble teleportert et beger som plutselig sto på bilpanseret, og han ble bedt å drikke av det.

Han drakk det opp, og ble øyeblikkelig ladet opp med energi. Begeret ble deretter direkte dematerialisert. Så ble det "dannet" en tredimensjonal skjerm mellom kulene, som selv fadet bort. Der dannet det seg et bilde av en perfekt mann og en kvinne, med øyne som utstrålte skjønnhet og visdom. Edelhet. Han følte at de viste alt om han. Fra disse personene kom det nå en kommunikasjon i gang (– men hvorvidt denne var telepatisk eller med ord vet jeg ikke, men det uttrykkes som om den var med ord.)

De fortalte hvordan alle var kartlagt og underbevisst ’overvåket’ og at han var utplukket av forskjellige kriterier. "Vi føler en dyp følelse av brorskap mot jordens folk, av gamle og fjerne årsaker. I dere kan vi se tilbake i tiden, og gjenskape hvordan vi selv hadde i tidligere verdener. Med dyp medfølelse og forståelse, har vi våket over deres verden som har gått gjennom sine voksesmerter. Vi ber dere se på oss som eldre brødre".

De mente det skulle skje en gradvis tilnærming og oppvåkning, -at det var best. "..en tallerkenene (altså en liten skive menes det nok i denne sammenhengen), fortsatte stemmen, er istand til å samle inn og tilbakesende alle mulige opplysninger til moderskipene, der de lagres i syntetisk krystall-hjerner. Telepatiske inntrykk som kommer i skivens nærhet samles inn. ’slik har vi i århundrer innspilt detaljerte opplysninger om jordens sivilisasjon, og den åndelige utvikling hos individuelle personer.

"…eteriske mennesker har egentlig ikke behov av slike farkoster, bortsett fra når de skal manifestere seg i lavere vibratoriske soner for jordmennesker. Vi ønsker å fortelle jordens folk at besøkende fra andre kloder jevnlig besøker Jordens tunge, gassaktige atmosfære. Alle er av vennlig sinnelag, og ingen vil skade mennesket. Alle intelligenser som er i stand til å gjøre romreiser, kan lese tanker, og se følelser.

Mennesket tror seg være sivilisert, men ofte er dets tanker barbariske og hans følelser drepende. Vi sier ikke dette som kritikk, men for å stadfeste fakta. Det er således best å møte alle planetære besøkende med vennlige, velkomsttanker."

Mens jeg lyttet til hans ord, tenkte jeg hvorfor disse utrolige vesener ikke hadde landet i mangfoldige skip i noen av våre lufthavner, og slik overbevist verden raskt og enkelt om deres eksistens. Som svar hørte jeg disse ordene: "det ville være Jordens måte å gjøre det på - ikke vår. Primært fordi vi fungerer i dimensjoner som er ukjente for Jorden – og derfor tolker ting annerledes. Men også fordi det er planetære lover som er faste som naturlovene ellers. Kosmisk lov forhindrer en klode fra å blande seg inn i utviklingen hos en annen. Med andre ord, Orfeo, så må Jorden finne ut av sin egen skjebne. Vi vil gjøre alt i vår makt å hjelpe Jordens mennesker, men vi er bestemt begrenset av kosmiske lover. Det er fordi livet på Jorden i sitt nåværende stadium er truet, at vi må gjøre vårt nærvær i Jordens atmosfære nå. Faren er mye større enn Jordens folk innser. Fienden forberedes i store antall i hemmelighet ".

Et øyeblikk var stemme stille, men sa så rolig: "blant de talløse verdener i kosmos, er Jordens mennesker som babier. Men der er mange typer av åndelige og fysiske evolusjoner. Hver form av intelligent liv, tilpasser seg de fysiske betingelser som er fremherskende i dets hjemverden. De fleste av disse finnes i lettere former for materie enn den som er på Jorden. Men de fleste er temmelig lik mennesket i utseende. Det er av en bestemt årsak at det er slik. Vi er i virkeligheten Jordens eldre brødre og søstre, og slik vil vi hjelpe Jordens folk så langt de av sin fri vilje tillater oss å gjøre det"

Mens jeg lyttet til den vennlige røsten, begynte jeg å føle en varm bølge av kjærlighet omslutte meg, så sterk som et håndgripelig, gyldent lys. Et øyeblikk følte jeg at jeg var så mye større og finere enn jeg bedømte meg selv å være. Det var som jeg momentant hadde overskredet dødeligheten, og det var på en måte relatert til disse ’

"vi kontakter deg igjen Orfeo, men for nå godnatt"

Etter dette begynte å tro han nesten var gal, for dette overskred hans logiske sans. Han var sjokkert i mange dager etter hendelsen. Dro tilbake til stedet noen dager senere og fant sporene etter bilen, der han hadde kjørt vekk fra hovedveien – så det hele kunne ikke ha vært innbildning. Men uker gikk, og flere tegn fra "dem" skjedde ikke, og en periode trodde han det hele kunne ha vært hallusinert. Men utover i juli skjedde mange nye observasjoner over sør-california, som avisene skrev om. Og han følte han nå kjente hemmeligheten bak dem, men ba om nye møter. Han dro tilbake til samme sted og prøvde å sende ut tanker, men intet skjedde tilsynelatende.

Den 23.juli-52 var han hjemme fra jobb, da han følte at en influensa var på vei. Han var i seng hele dagen, men om kvelden ville han gå seg en tur, noen blokker vekk fra der de bodde. Han var innom en kafe i nærheten, og rundt kl 10 gikk han hjemover. I skyggene under en stor veibro som gikk kanskje hundre meter over dalen, så han et glødende halvrundt, iglo-lignende objekt. En dør var åpen og han gikk inn i objektet uten noen form for frykt, mens han hadde samme merkelige følelse som sist han møtte dette fenomenet. Det var stort – ca 10m nederst. Et rundt rom innvendig, ca seks m.dia.-og halvkuleformet tak, i perlemorfarge, men skinnende i flere farger. Det sto en stol rett ovenfor inngangen, i gjennomskinnelig substans. Han satte seg i stolen, og en særlig behagelig følelse fylte ham. "Døren" lukket seg, og han var helt "fanget" i objektet, mens en særlig vibrasjon fylte rommet – en summende lyd, som økte i styrke. Han fant en liten metallgjenstand på gulvet, som glødet av intensitet – men uten smertefull varme. Han la også merke til at hans egne arbeidsklær var helt ute av fase med omgivelsene ellers i rommet. Ellers følte han at fartøyet nå var i bevegelse, og lurte på hvor de brakte ham.

"Jordiske broder – hvert vesen på din planet er guddommelig skapt, og udødelig. I din verden så arbeider de dødelige skygger av disse for sin redning fra mørkets plan. Hver person på Jorden og dets tilstøtende plan av skapelse, er arrangert på enten den positive side, av fremskritt mot godt, eller på den negative side av tilbakegang mot større ondskap. Vi vet hvor du står Orfeo, men vil du være tilfreds å flyte videre som du har gjort?"

–"Nei svarte jeg impulsivt, jeg vil arbeide konstruktivt. Bare gi meg sterk fysisk helse, og det er intet jeg ikke skulle kunne gjøre".

Stemmen svarte at de ikke kunne garantere meg noe, for det var kun fordi at min fysiske helse var svak, og av det mer utviklede åndelige sanser kommet, slik at de kunne kontakte meg. "…hadde du vært fysisk robust, så kunne vi ikke ha manifestert oss for deg".

–"smerte, lidelse og sorg, lidelse, konflikter utgjør menneskets lærdommer i denne verdens skole, der visdom og åndelig vekst vinnes primært gjennom lidelser. En forklaring på dette vil bli gitt deg senere…", og de sa de ville gjøre alt de kunne innenfor begrensningene av fri vilje. Den vakreste musikk fylte rommet, sfærisk musikk som fikk tankene til å gå mot det kosmiske.

Utenfor skipet – gjennom åpninger eller skjermer, så han et kjempemessig moderskip, som måtte være kilometre i utstrekning.

Han fikk forklart hvordan maktmennesker på Jorden gjorde alt for å få tak i teknologien deres, men at de ville misbruke den. De sa han måtte gjøre hva han kunne for å opplyse om "deres" nærvær og hensikter, og at de modne ville forstå det.

"Each person upon Eart has a spiritual, or unknown, self which transcends the material world and consciousness and dwells eternally out of the Time dimension in spiritual perfection within the unity of the oversoul."

 

"I illusjonen av tid, er skrevet menneskets valg gjennom den frie viljen, hvorved han setter i bevegelse årsakskjeden av feil, som uunngålig skaper virkninger, hvorved menneskeheten har kommet inn i en dødelig bevissthet, eller de levende døde i sin nåværende eksistens. Slik ble han separert fra sitt evige og perfekte selv. Hans ene hensikt med å inkarnere på Jorden er å oppnå forening med sin udødelige bevissthet. Når dette er gjennomført, er han gjenoppstått fra de "dødes tilstand" - og blir sitt virkelig selv."

Det neste var at han opplevde noe i likhet med et kosmisk glimt, og han skriver; " stemmen sa noe slikt som at; elskede venn av jorden, vi døper deg nå i det sanne lys av de evige verdener....En blendende hvit lysstråle fra taket av skipet glimtet. Øyeblikkelig var det som jeg delvis mistet bevisstheten. Alt ekspanderte i et stort vibrerende lys. Jeg ble som forflyttet bakenfor tid og rom, og ble bevisst bare om det allestedsnærværende lys – LYS!! Orfeo, Jorden, fortiden, var som intet – kun en mørk drøm av et øyeblikk. Og den drømmen utspant seg foran mine øyne i et hurtig panorama. Hver ting i mitt liv på Jorden var krystallklart for meg der, og med ett kom minnene om alle mine tidligere liv på Jorden. I de korte øyeblikk kjente jeg livets MYSTERIUM. Jeg viste med sikkerhet at vi alle – hver en av oss – var fanget i evigheten, og hadde bare en begrenset bevissthet om gangen. "jeg dør, tenkte jeg- jeg har vært gjennom denne døden før i Jordiske liv. DET er døden! Bare nå er jeg i evigheten – uten begynnelse eller slutt. Så ble sakte alt igjen til strålende lys, fred og ubeskrivelig skønnhet. Fri av all usannhet om døden, fløt jeg i en tidløs sjø av lykksalighet. Tilslutt – som fra en levende drøm – gjenvant jeg bevisstheten. Jeg så meg rundt inne i fartøyet. Alt var det samme, men det virket som om tusen år hadde passert på få øyeblikk."

-/-

Fartøyet landet og han var tilbake. Han tok med seg metallbiten som lå på gulvet, og forlot skipet, men som han skriver kunne Jorden aldri bli som før, og var ikke lenger hans sanne hjem - etter denne opplevelsen.

I ukene etter denne opplevelsen var han fortumlet. Og han følte seg som en fremmed på Jorden etter denne innvielsen han hadde opplevd i skipet. Han følte seg forpliktet å fortelle om sin opplevelse, men møtte bare hån og latter. "Men jeg hadde erfart dette, og det var nok".

Det gikk igjen uker – muligvis måneder – før neste møte, og i mellomtiden var det bare hån å oppleve fra omgivelsene. Men omtrent på samme sted som første møte – i skyggen av veibroa – møtte han igjen samme personen, som han kalte for "neptune". Han var kledd i en tettsittende, blå uniform, uten synlige sømmer eller knapper. Han advarte mot en truende krigskatastrofe som var meget sannsynnlig. Han mente den ville komme når den var minst ventet, og når folk bare snakket om fred. Og han sa han hadde brutt en instruks om ikke-innblanding ovenfor Jorden, bare ved å formidle kontakten til Orfeo.

*

Orfeo begynte å skrive sine opplevelser ned, og lagde en liten, personlig, "avis"; The Twentieth Century Times; men ingen ville trykke den. 

I okt.52 søkte han om permisjon fra sin jobb ved Lockheed.

*

Fortsettes senere- nå Ca 55%ned i hoveddok. Se også lenger ned her fra en dansk artikkel om Orfeo sine kontakter


ppoint  |  utdrag for ppoint støtte |  ljudbok_svensk | lydbogDk |  lyd-mp3 engl.lydbok fra hovedboken

 

fra en dansk oversettelse;

   
   

Orfeo Angelucci er en italiensk amerikaner, som på grund af en særlig psykisk følsomhed er kommet i forbindelse med overfysiske væsener, som han hævder er de virkelige intelligenser bag de flyvende tallerkener. Forskellige mærkelige overensstemmelser med anden esoterisk viden gør, at man, trods det fantastiske præg, alligevel næppe kan affærdige hans beretninger, der har vundet en del udbredelse, som opspind. Grunden til, at vi vil gøre vore læsere bekendt med denne forfatter, er, at hans erfaringer stemmer nøje overens med, hvad visse okkulte kilder beretter om kosmiske forhold.

En af hans oplevelser består i, at han frigøres fra sit fysiske legeme og i sit oversanselige legeme besøger en anden verden, hvor han er sammen med væsener, der har forbindelse med de tilsynekomster, der kendes som "flyvende tallerkener". Han hævder, at disse ikke består af fast fysisk stof, som vi kender det, men at de ved forskellige lejligheder fortættet således at de bliver synlige, samt at der er ganske bestemte formål med deres tilstedeværelse indenfor det jordiske system. I sin frigjorte tilstand besøger han en anden verden i solsystemet, d.v.s. den ætheriske genpart af denne verden, eller rettere brudstykke af en verden, thi den er nu blot et brudstykke af en tidligere planet, som i tidernes morgen blev adsplittet af mørke kræfter. Det viser sig, at han fra tidligere tider har en vis tilknytning til den pågældende verden og dens beboere fra en fjern fortid. Men lad os give ordet til Angelucci:

—Min opvågning var i en mærkelig og vidunderlig verden! Jeg var ikke længere på jorden, en eller anden fantastisk forvandling havde fundet sted. Jeg vågnede i et uhyre underskønt rum, et rum, der glødede ætherisk med bløde, prægtige farver. Jeg lå på et luksuriøst leje. Halvt vågen så jeg ned ad mit legeme, men det var mig ikke bekendt. Mit legeme havde aldrig været så fuldkomment proportioneret.

Jeg bemærkede, at jeg kun bar en fin hvid klædning, og omkring livet slyngede sig et guldbælte. Fuld bevidsthed kom ikke lige straks, men gradvist spredte de mørke tager sig i mit sind. Utrolige erindringer kom til mig, erindringer om en anden verden, et andet folk,— et andet liv.

"Jeg husker denne verden", tænkte jeg skælvende, "jeg husker den på samme måde som en dømt fange husker solskinnet, træerne, blomsterne i den ydre verden efter at have været lænket i en evighed i et mørkt og skummelt fængsel. Jeg har været tabt i en dimension kaldet tiden, en flygtning i et land kaldet jorden. Men nu er Jeg på en eller anden måde kommet hjem. Alt er klarhed, fred, harmoni og ubeskrivelig skønhed her. Den eneste forstyrrende indflydelse er en besværlig halvvejs-erindring om en ulykkelig skygge, som hedder Orfeo, en træl i en materialistisk fangeverden som hedder jorden".

Medens disse forstyrrende tanker om denne tabte Orfeo besværede mig, skiltes en del af væggen lydløst, og en kvinde trådte ind. Hun var strålende smuk. På en eller anden måde forstod mit sind, at hun var den, under hvis omsorg jeg var anbragt. Hun så ned på mig og smilede varmt. Hendes skønhed tog næsten vejret fra mig. Hun var enkelt klædt i en slags græsk kjortel af en sølvhvid substans. Hendes hår var gyldent og faldt i bløde bølger ned om hendes skuldre, hendes øjne var meget store, udtryksfulde og dybblå. Tanken dukkede vedvarende op i mit sind, at jeg huskede hende et eller andet sted fra. Hun syntes at sanse min forvirring og sagde beroligende, at jeg så rask ud, og snart kunne komme op. "Jeg har taget på i vægt", bemærkede jeg uden at vide, hvorfor jeg fremsatte en sådan bemærkning, og tilføjede så: "Jeg føler mig også meget bedre nu".

Hun smilede og svarede: "Tværtimod, du har tabt i vægt. Efter jordisk målestok er du næsten vægtløs nu."

Hendes mærkelige ord forvirrede mig. Jeg kiggede ned ad mit legeme, som syntes at være af solidt stof foruden at være meget større og finere proportioneret.

"Det er udelukkende et spørgsmål om den vibrationshastighed, som du fungerer i", svarede hun, "den vibrationsrytme i tæt stof, som opbygger jorden, er uhyre lav, derfor er jordiske legemer grove, tætte og plumpe. Vibrationshastigheden her er ret høj, og stoffet så fint, at det ville synes som ikke-eksisterende, hvis du var i et tæt fysisk legeme. Fordi du nu er i et legeme af tilsvarende vibrationsrytme, er fænomenerne i denne verden så virkelige for dig som din jordiske verdens

Medens jeg lyttede til hendes tale, tænkte jeg, at jeg huskede hendes navn. "Du er Lyra?" sagde jeg halvt spørgende. Hun nikkede. Jeg ville til at spørge på ny, da hun vendte sig og så forventningsfuldt mod væggen. På et øjeblik viste den mystiske dør sig, og en høj, meget smuk mand kom ind. Det var Orion! På en eller anden forvirret måde genkendte jeg ham straks og følte en bølge af hengivenhed for ham i mit hjerte. Han smilede varmt og sagde: "Vi har savnet dig, Neptun!"

Jeg strøg hånden over mine øjne på en forvirret måde og svarede: "Men jeg er ikke Neptun; der er en eller anden fejltagelse."

"Er du sikker?" spurgte han mildt. "Du vil huske, at Neptun var det Navn, du gav vor broder, som først fik kontakt med dig på jorden. Det navn har altid haft en mærkelig dyb betydning for dig, måske fordi det engang var dit eget navn".

Der var noget galt, frygtelig galt et eller andet sted, tænkte jeg. Hvis Jeg bare kunne huske klart, . . . men alting var så forvirrende.

"Sov for en stund, Neptun", sagde Lyra blødt. Så viste den mystiske dør sig atter og de forlod mig arm i arm.

Da jeg vågnede strømmede lyset klart ind i rummet. En af væggene var mirakuløst for svundet og åbenbarede en udvendig balkon. Jeg sad op og så ud over balkonen på en utrolig skøn og fantastisk verden. Den strålede af lys, og dog syntes der at bevæge sig tunge skyer afsted foroven. Bestandige Lynglimt sås gennem de regnbuefarvede skyer og den konstante rumlen af en fjern torden var noget højere.

Da så jeg Lyra og Orion tale sammen nær en rund blomsterhave næsten direkte under mig. De så begge op og smilede. Jeg løb ned til dem, idet jeg udbrød: "Hvilken strålende verden!"

"Husker du den, Neptun?" spurgte Lyra mildt. Jeg tøvede og svarede: Meget forekommer mig bekendt, men andre ting ikke. Jeg kan ikke erindre noget om lynene og den konstante torden. Og horisonten synes kun at være en mil væk, og den skulle være. . . jeg synes at kunne huske, at den var næsten grænseløs!"

For et øjeblik var der dyb tavshed. Lyra så spørgende på Orion og et udtryk af dyb smerte trådte frem på deres ansigter. Jeg erkendte umiddelbart, at jeg havde sagt noget forkert.

Så talte Orion og sagde: "Tid er en dimension, som jeres videnskabsmænd korrekt antager. Men den er kun en dimension, når den henføres til de forskellige stof-tætheder. I bevidsthedens absolutte eller ikke-materielle stadium er tiden ikke-eksisterende. Så lad os da sige, at i en af disse tidsdimensioner var der engang en planet i solsystemet, som hed Lucifer. Den var af den mindst materielle tæthed blandt planeterne. Dens bane lå mellem Mars og Jupiter. Mellem de ætheriske væsener kaldtes den morgenens stjerne. Navnet på fyrsten over denne skinnende planet var også Lucifer, en elsket søn af Gud."

Orion tav, og et sorgfuldt udtryk kom frem i hans øjne. Så fortsatte han: "Jordens legender om Lucifer og hans engle er sande. Stolthed og arrogance voksede frem i Lucifers hjerte og i hjertet af mange andre luciferiske tilhængere. De opdagede alle stoffets hemmeligheder og ligeledes den store hemmelighed om det skabende ord. Efterhånden søgte de at vende denne almægtige kraft mod deres brødre, som var mindre selviske. Også mod de ætheriske væsener og mod Faderen, ophavet, thi det var deres attrå at beherske universet. Du kender resten af legenden, hvorledes Lucifer og hans tilhængere blev nedstyrtet fra deres høje stade. Med andre ord de luciferiske, som da besjælede den fineste manifestation af stof "faldt" ned til at manifestere sig i en af de mest grove materielle evolutioner, som er jordens dyriske evolution."

Jeg turde ikke se på ham, da hans frygtelige ord anslog mørke erindringers strenge i mit hjerte. "Du mener altså, at jeg . . . var en af dem?" Skammens tårer blindede mine øjne.

"Ja, Neptun," sagde han mildt, medens både han og Lyra lagde deres arme om mig.

"Men denne verden?" spurgte jeg forvildet. "Er det ikke den verden, jeg halvt husker?"

"Jo, Neptun", sagde Lyra medfølende. "Dette er en lille del af, hvad der er tilbage af den verden. Du omtalte at mange ting var ubekendte, såsom tordenen og lynene og horisontens nærhed. Disse tilstande er nye for dig. For vi befinder os på en af de større planetoider af den sønderrevne planet Lucifer. Den er kun nogle få hundrede mil i diameter, hvorfor horisonten synes så nær. Tordenen, lynene og det vedvarende spil af farvefænomener i atmosfæren er resultatet af magnetiske forstyrrelser på grund af de andre asteroiders nærhed. Skyerne, du ser foroven, er ikke skyer, som du kender dem fra jorden, men de tjener til at skjule brudstykkerne af vor sønderrevne planet. Kun sjældent forlader vi vort ætheriske tilværelsesstadium og indgår i vor tidligere tidsdimension i individualiserede manifestationer, som du ser os nu."

Orions stemme fortsatte hendes tale: "Lucifer er i øjeblikket inkarneret på jorden, men vi må ikke åbenbare for dig hans nuværende identitet. Han har inkarneret mange gange på jorden, og hvert af hans navne kendes endog af skolebørn. Men nogle af disse navne ville forbavse dig, for de er ikke, hvad du ville vente! Vore skiver, eller "flyvende tallerkener", som jordboere kalder dem, er i jeres rum-tids dimension som budbringere om menneskehedens kommende opstandelse fra den levende død. Skønt vore skiver væsentligst er ætheriske, d.v.s. ikke-materielle, kontrolleres de på en sådan måde, at de næsten øjeblikkeligt kan tiltrække substans nok til at påtage sig enhver nødvendig grad af materiel tæthed."

. . . Rummet formørkedes nu, og jeg fik en strålende udsigt ud til det ydre verdensrum. Det skinnede af lys, stjernerne og solene glødede med en dyb rødlig glød, og kun planeterne gav udtryk for forskellige grader af mørke. Udsynet samlede sig om et ubekendt sted af himmelen. En sol og et antal planeter kom til syne. Så skiftede scenen til en enkelt planet i dette ukendte solsystem. Den var yderst mørk i tonen og omgivet af koncentriske bølger af dybt gråt. En håndgribelig vibration eller udstråling kom fra den: ond, ubehagelig og fuldstændig uden inspiration eller håb. Nærmende sig denne verden så jeg en glødende prik med en lang, tåget hale. Ildprikken syntes uimodståeligt tiltrukket til den mørke verden. De kolliderede i et blændende ildagtigt panorama. Jeg mærkede Lyra's hånd på min, medens hun hviskede: "Det er en uafvendelig lov i Kosmos, at en for stor tilbøjelighed til det onde uundgåeligt resulterer i selvødelæggelse og en ny begyndelse."

Scenen skiftede til et andet sted af universet. En anden mørk og tåget verden kom til syne, skønt den ikke var så mørk som den første verden. Om denne verden var der en vibrerende følelse af liv og håb. Men atter så jeg en skæbnesvanger ildplet nærme sig, og det var åbenbart, at denne verden også var dømt. Jeg gyste ved at tænke på tilstandene på den planet i tilintetgørelsens øjeblik. Men åndeløst så jeg to små prikker komme ud af den verden, øjensynligt for at standse den ildagtige komet. Intuitivt erkendte jeg, at prikkerne var fjernstyrede af intelligente væsener på planeten, som koncentrerede prikkernes magnetiske impulser på kometen. Pludselig eksploderede kometen, idet den lod planeten uskadt. Jeg udstødte et lettelsens suk.

Endnu engang skiftede scenen og samlede sig om en tredie verden.

Det var åbenbart en "mellemverden", hverken så mørk og håbløs som den første, men heller ikke så lys og inspireret som den anden. Til venstre for denne planet befandt sig et andet endnu mindre legeme, — jeg genkendte den som månen og planeten som vor jord. Fra planeten udgik flere rumskibe til månen og vendte ikke tilbage. Så udgik en lille flåde af rum-fartøjer til månen, men nogle af disse vendte tilbage til jorden.

Pludseligt, frygtindgydende, til højre for planeten jorden, viste den røde ildagtige plet af kosmisk tilintetgørelse sig. Hurtigt tiltog den i størrelse og efterlod bag sig en ildagtig hale af flammer. Det var åbenbart, at kometen droges uundgåeligt mod jorden. Hverken Lyra eller Orion talte, men en fremmed stemme sagde: "I jordens tidsdimension er det nu året 1986."

Jeg gyste og ventede ængsteligt, men den ildevarslende scene svandt langsomt bort. Jeg vendte mig ophidset til Orion: "Men hvad sker der med jorden?"

Orion og Lyra så begge medfølende på mig, medens Orion mildt svarede: "Det afhænger udelukkende af dine brødre på jorden og deres fremgang i forening, forståelse og broderlig kærlighed i den tidsperiode, der er givet dem mellem det såkaldte nu og året 1986. Al åndelig hjælp vil blive givet dem, ikke alene af os, men af andre fra alle dele af universet. Vi tror, at de og deres verden vil blive frelst, men i ingen tidsdimension er fremtiden nogensinde skrevet uafvendeligt. Hvis de over sig bringer selvødelæggelse af deres planet gennem en for stor tilbøjelighed til det onde der, vil det betyde endnu et fald for jordens væsener ned til endnu tættere netværk af materialisme og uvirkelighed. Som du elsker dine brødre på jorden, Orfeo, kæmp da til dit sidste åndedrag for at hjælpe dem til en verden af kærlighed, lys og forening".

Med disse forfærdelige og frygtindgydende ord stod han op og gik langsomt bort, efterladende mig alene med Lyra. Hun så mig blidt i øjnene og rørte det mystiske krystalpanel. Øjeblikkelig blev den store tre-dimensionelle skærm aktiv igen. Men vi så ikke længere ud i rummets og tidens grænseløse dybder. I stedet så jeg de bekendte omrids af Lockheed fabriken i Burbank. Der var værkstedet, hvor jeg arbejdede. En ubehagelig følelse kom over mig, som om jeg gled ind i den uhyre skærm og blev en aktiv del af scenen, som jeg iagttog. Rædselsslagen vendte jeg mig for at kalde på Lyra, men hun var der ikke mere, kun en tåge. Så besvimede jeg . . .

-----

Orfeo Angelucci fortæller videre i sin bog, at han efter sin opvågning på jorden intet kunne huske med det samme, men havde blot følelsen af et tomrum i sin hukommelse. Først seks måneder efter at have brudt sin hjerne med dette tilsyneladende hukommelsestab, begyndte erindringsglimt at indfinde sig, og til sidst stod alting klart. Ved senere lejligheder blev der etableret nye forbindelser med disse væsener fra rummet, og Angelucci indfriede sit løfte til dem om at gøre sit til at vække forståelse om højere ting, samt om de "flyvende tallerkeners" virkelige natur, hvilket kostede ham både anseelse og latterliggørelse og direkte beskyldninger om svindel og humbug. Hans bog er dog skrevet i et sprog, hvis jævne oprigtighed og inderlighed næppe rimer sammen med de sædvanlige "science fiction" forfatteres hårdkogte rædselsberetninger, og ydermere giver den på sine steder ejendommelige antydninger, som stemmer overens med okkultismens opfattelse af evolutionen og kosmos. 

Reference:

Angelucci, Orfeo M.: The secret of the saucers. Amherst, Wisc., 1955

(denne danske kopiert fra www.skeptica.dk/arkiv_dk3/ kastrup/kastrup19.htm )

 

 

hovedsiden | fysiske kontakter-oversikt |

ppoint-intro av denne saken  |  utdrag for ppoint støtte i lyd-mp3 engl.lydbok fra hovedboken

 ljudbok_svensk | lydbogDk